Interview med dr. Elisabetta Borgia, leder af psykologien hos Lidl-Trek. Få indblik i, hvordan mental parathed, følelsesmæssig robusthed og restitution hjælper rytterne med at håndtere træthed, præstere under pres og holde et præstationsniveau i verdensklasse sæsonen igennem.
På WorldTour-niveau handler præstationer i cykelsport ikke længere kun om fysisk kapacitet. Den moderne rytter befinder sig i et komplekst system med høj træningsbelastning, tætpakkede løbskalendere, konstant rejseaktivitet, en strøm af data, mediernes opmærksomhed og et vedvarende pres for at levere. For at navigere i det system kræver det ikke kun fysisk robusthed, men også mental klarhed, evnen til at regulere sine følelser og balance på lang sigt.
Få kender det miljø så indgående som dr. Elisabetta Borgia, leder af psykologien hos Lidl-Trek. Hun har selv været eliterytter og har spillet en central rolle i at gøre psykologi til en del af holdets daglige præstationskultur. Hun arbejder med ryttere, stab og ledelse for at understøtte både præstation og sundhed gennem hele sæsonen.
Siden hun kom til holdet i 2019, har hun været med til at forme en helhedsorienteret tilgang til toppræstationer, hvor mental parathed ikke ses som et tilvalg, men som en af de bærende søjler.
Fra eliterytter til præstationspsykolog
For dr. Borgia er cykelsport ikke bare et arbejde. Det er en del af hendes identitet.
Hun har selv kørt løb i 17 år, vundet to italienske mesterskaber i cykelcross og deltaget i tre UCI-verdensmesterskaber i mountainbike. I 2011 blev hun uddannet med udmærkelse fra Università Cattolica i Milano, og siden har hun kombineret klinisk uddannelse med praktisk arbejde inden for elitesport.
Tidligt i karrieren samarbejdede hun med det italienske cykelforbunds studiecenter. Derefter fulgte individuelt arbejde med Elisa Longo Borghini og til sidst en bredere rolle hos Trek-Segafredos kvindehold, ikke mindst i den kaotiske 2020-sæson, hvor psykologisk støtte blev afgørende midt i usikkerhed og isolation.
"Cykelsport er en del af mit DNA og min opdragelse," forklarer hun. "Klinisk psykologi og idrætspsykologi er mine store interesser. De er mit kald."
Dr. Borgia har aldrig lagt det kliniske arbejde fra sig, og det er vigtigt for hende. "Jeg har aldrig haft lyst til at opgive den kliniske praksis," siger hun.
"At arbejde hver dag med almindelige menneskers lidelser, ikke kun professionelle atleters, er en løbende træning og en konstant udvikling. Jeg ser muligheden for at kombinere de to som en ekstra styrke."
Det dobbelte blik på både eliteidræt og almindelige menneskers hverdag præger i høj grad hendes måde at arbejde på i WorldTour-sporten.
”Jeg passer vandet”: psykologi som præstationsmiljø
Når Dr. Borgia skal beskrive sin rolle hos Lidl–Trek, bruger hun en metafor, der indfanger hendes helhedsorienterede tilgang.
”Hvis vi bruger akvariet som billede,” siger hun, ”så passer jeg vandet, så fiskene kan svømme, have det godt og føle sig trygge.”
Hendes arbejde rækker langt ud over de individuelle samtaler med rytterne. Selvom møderne på tomandshånd er centrale, handler meget af hendes arbejde om miljøet: måden, der kommunikeres på, lederadfærd, dynamikken blandt staben og det usynlige pres, der hober sig op over tid.
”Mit job handler ikke kun om rytterne,” forklarer hun. ”Jeg arbejder med staben og med systemet som helhed. Jeg ser på præstationen, men også på, hvor sundt systemet er.”
I dag rejser Dr. Borgia meget med holdet og deltager i træningslejre og løb, mens hun også sikrer kontinuiteten gennem onlinesessioner. Siden 2024 har hun fået hjælp af yderligere to psykologer, hvilket siger noget om, hvor central psykologien er blevet i holdets præstationsstruktur.
”Det er tydeligt, at psykologi får større og større betydning i idrætsmiljøet,” bemærker hun.
Fundamentet skal være på plads, før presset kommer
For Dr. Borgia foregår det vigtigste psykologiske arbejde, før sæsonen overhovedet går i gang.
”Vintertræningslejrene i december og januar er de afgørende tidspunkter,” forklarer hun. ”Det er dér, vi vurderer de nye ryttere, fastlægger profiler, styrker og udviklingsmål og sætter holdets kurs for sæsonen.”
Lejrene handler om at komme på samme side: at gennemgå den forrige sæson, sætte fælles mål og opbygge tillid.
”Hvis vi ikke har skabt noget på forhånd,” siger hun, ”er det virkelig svært at arbejde, når presset er stort til løbene.”
Når konkurrencerne først er i gang, gør det forarbejde det muligt for den psykologiske støtte at gå fra opbygning til udførelse. Det hjælper rytterne med at bevare fokus, være omstillingsparate og have styr på følelserne, når marginalerne er små.
Foto: Lidl–Trek / @GettyImages
Forskellige løb, forskellige mentale krav
Dr. Borgia skelner klart mellem de psykologiske krav i endagsløb og i etapeløb.
I endagsløb handler det om at forudse og planlægge scenarier. ”Før løbet arbejder vi med at definere mulige scenarier, så vi er på forkant,” forklarer hun. ”Generelt handler det om at optimere den mentale præstation.”
Etapeløb og Grand Tours byder derimod på en anden udfordring: at holde fokus og motivation oppe, mens trætheden hober sig op. ”Rytteren skal være nærværende i nuet,” siger hun, ”men også kunne se det store billede.”
Her hænger den mentale præstation uløseligt sammen med det, rytteren gør for sin restitution: søvn, ernæring, følelsesmæssig afkobling og evnen til at nulstille sig mellem etaperne.
”Det handler ikke kun om præstation,” understreger hun. ”Det handler om restitution, om at kunne hvile så meget som muligt mellem etaperne.”
Den moderne mentale belastning: data, medier og overstimulering
Adspurgt om de største mentale udfordringer for nutidens professionelle cykelryttere ser Dr. Borgia ud over selve sporten. ”Rytterne lever ikke i et vakuum,” siger hun. ”Det er ikke kun sportens system, det er den kultur, vi lever i.”
Hun peger på en bredere præstationskultur, hvor konstant stimulation, digital opkobling og udviskede grænser mellem arbejde og hvile skaber en vedvarende kognitiv belastning.
”Teknologien har øget antallet af faktorer, rytterne skal forholde sig til,” forklarer hun. ”Da jeg selv trænede, målte vi vores puls, intet andet. I dag er der mange apparater og mange tal.”
Data kan løfte præstationen, men de rummer også en risiko. ”Tallene er en kæmpe trussel for den nye generation,” siger hun. ”De stoler blindt på dem og mister fornemmelsen for, hvordan de selv har det.”
Samtidig har de sociale medier ændret atletens rolle. ”Rytterne skal ikke længere kun præstere,” siger hun. ”De skal også være personligheder. Alt foregår live.”
Mindfulness som præstationsfærdighed
I stedet for at tilføje flere værktøjer arbejder Dr. Borgia ofte med at forenkle opmærksomheden. Mindfulness er efter hendes mening hverken en trend eller et livsstilskoncept. Det er en præstationsfærdighed, der kan trænes, og som hjælper rytterne med at håndtere presset og være mentalt til stede, når det gælder allermest.
”Når vi er i nuet, kan vi rent fysisk ikke tænke på noget andet,” forklarer hun. ”Angst hænger sammen med fremtiden, andre følelser hænger sammen med fortiden.”
For at den evne kan holde under pres i et løb, bygger hun den ind i hverdagens rutiner. Opmærksomhed er nemlig en vane, før den bliver en taktik i konkurrence. ”Når du spiser, så vær bevidst om, hvad du spiser,” siger hun. ”Når du går i bad, så læg mærke til det varme vand eller duften af den sæbe, du bruger.” Disse små øjeblikke af opmærksomhed på mad, vand, åndedræt og fornemmelser bliver en øvelse til de øjeblikke, der betyder mest i et løb, hvor fokus skal være der med det samme, være kontrolleret og kunne gentages.
”Vi er nødt til at træne opmærksomheden,” tilføjer hun. ”Ikke kun når vi træner, men også i hverdagen.”
Sundhed kommer før præstation
Som klinisk psykolog er dr. Borgia klar i mælet om, hvor enhver snak om præstation skal starte. ”Vi har brug for sunde ryttere, både fysisk og mentalt, hvis vi vil opbygge præstation.”
Hun advarer mod et udbredt paradoks i eliteidræt: Når atleter har det svært, presser de ofte hårdere på i stedet for at træde et skridt tilbage.
”Nogle gange skal du gøre mindre,” forklarer hun, ”men du har lyst til at gøre mere for at bevise, at det går godt.”
Det er ofte her, den mentale træthed begynder.
Mental træthed: forebyg i stedet for at reagere
Dr. Borgia beskriver mental træthed som en psykofysiologisk tilstand, der opstår gennem langvarige kognitive og følelsesmæssige krav. ”Man vågner ikke bare op en dag og er træt,” siger hun. ”Vi skal arbejde med bevidstheden, og det skal ske forebyggende.”
Mental træthed viser sig ofte før fysisk træthed og kan i høj grad ændre, hvordan den fysiske anstrengelse opleves. Går den ubemærket hen, underminerer den restitution, beslutningsevne, motivation og evnen til at holde i længden.
Derfor lægger hun stor vægt på subjektiv feedback og ikke kun på præstationsdata. ”Hvordan havde du det før træningen? Hvordan havde du det bagefter?” spørger hun rytterne og flytter bevidst opmærksomheden fra tallene til de indre signaler. Uden den bevidsthed risikerer atleterne ifølge hende at blive mekaniske og gennemføre pas uden at forstå, hvad de reelt koster.
Det afgørende er, at arbejdet bygger på relationer og kontekst. Dr. Borgia understreger, at mental træthed ikke kan vurderes løsrevet fra atletens omgivelser. ”Vi er nødt til at kende rytteren,” forklarer hun. Det gælder, hvor de kommer fra, hvor længe de har været væk hjemmefra, og hvad de bærer på følelsesmæssigt ved siden af træningsbelastningen. For en rytter, der har boet i udlandet i månedsvis langt fra familien, kan det mentalt bedste valg være et andet end det fysiologisk bedste.
»I nogle tilfælde,« forklarer hun, »er det sundere at tage hjem et par dage før løbet, selv om det rent fysisk ville være bedre at blive længere i højden. Skift omgivelser, se familien, og få nulstillet.« Den slags beslutninger træffes individuelt, hvor præstation vejes op mod mental restitution.
For dr. Borgia er den fleksible tilgang afgørende: Mental træthed håndteres ikke med stive planer, men ved at forstå mennesket bag atleten og tilpasse systemet omkring vedkommende, så både helbred og præstation beskyttes.
»Energitanken«: en model for holdbare karrierer
For at forklare præstation på lang sigt bruger dr. Borgia et billede, som rytterne straks forstår. »Ved sæsonstart har vi en fuld tank,« siger hun. »Alt, hvad du gør, tager energi og brændstof fra tanken.« Nøglen er at lære, hvordan og hvornår den skal fyldes op igen i løbet af en lang sæson.
»Hvis vi kun planlægger, hvornår vi vil toppe, men aldrig hvornår vi skal hvile,« forklarer hun, »løber vi før eller siden tør for brændstof. For hvile er en del af næste formtop.«
Samme tankegang bliver afgørende ved tilbageslag som skader eller sygdom. I de perioder er hendes første prioritet at skabe en klar struktur for rytterens restitution, så rytteren bevarer overblikket og motivationen, mens præstationen midlertidigt er sat på pause. »Det første mål er at blive rask,« siger hun, og sammen med læger og fysioterapeuter lægger hun en plan for vejen tilbage. Derfra fokuserer hun på »checkpoints« og kortsigtede mål, der gør fremskridtene synlige. Nogle gange er det så enkelt som: »Jeg kan køre en halv time på rulletræneren og være glad, fordi vi bevæger os i den rigtige retning.«
Uden de pejlemærker undervejs, advarer hun, kan restitution blive mentalt drænende, især når atleterne ser andre fortsætte med at træne og køre løb. Små, klare delmål beskytter motivationen, mindsker frustrationen og hjælper rytterne med at acceptere den tid, det tager at bygge sig ordentligt op igen.
For at holde den bevidsthed i live gennem hele sæsonen bruger holdet også enkle værktøjer til refleksion, som hurtige vurderinger af energiniveauet og korte check-ins. »Det handler ikke om mere data,« forklarer dr. Borgia. »Det handler om refleksion.«
Det kan motionister tage med sig
Dr. Borgia mener, at principperne gælder endnu mere for ikke-professionelle, fordi amatører trækker på den samme energikilde til alt, ikke kun til træningen.
”Amatøratleter henter energi fra den samme tank, både til arbejde, familie og træning,” siger hun. Sport kan være en stærk måde at regulere følelser på, men kun hvis der er plads til restitution og balance. Det gælder ikke mindst, fordi træningen skal passe ind i en travl hverdag. Mange passionerede motionister står op meget tidligt for at træne inden arbejde eller klemmer pas ind sent om aftenen, men den samme ”tank” skal stadig række til en hel dag med ansvar på jobbet og i familien.
Hun lægger også vægt på at sætte de rigtige mål. ”Et mål er ikke et ønske,” siger hun. Et godt mål ligger et sted mellem realistisk og udfordrende: Det kan nås med kontinuitet og hvile, men presser stadig udviklingen. Ellers bliver det en ”drøm”, og så følger frustrationen. Som hun siger: Hvis nogen sætter sig et mål som ”Jeg vil slå Pogačars KOM”, kan det lyde motiverende, men hvis det ikke tager udgangspunkt i atletens nuværende niveau, er det ”en fiasko på forhånd”.
Resultatet er, at motivationen daler, man mister retningen, og glæden forsvinder.
Hendes budskab er ikke, at du skal skrue ned for ambitionerne, men at du skal kalibrere dem: Vurdér, hvor du står nu, sæt et ambitiøst mål, som reelt kan nås med kontinuitet og hvile, og byg momentum op gennem delmål, der er til at nå. Sådan holder motivationen sig stabil, og sådan forbliver sporten bæredygtig og sjov over tid.
Fremtidens sportspsykologi: mindre støj, mere klarhed
Selvom dr. Borgia anerkender værdien af nye teknologier som VR, biofeedback og neurofeedback, forholder hun sig stadig forsigtigt til dem.
”Risikoen er, at man lægger mere kognitiv belastning oveni,” siger hun. ”Og kognitiv belastning skaber træthed.”
Efter hendes mening ligger fremtidens fordel ikke i kompleksitet, men i prioritering. ”Find de få variabler, der virkelig betyder noget,” forklarer hun. ”Uddeleger, giv slip, forenkl.”
Til sidst: Præstationer bygger på et stærkt fundament
Dr. Borgia runder af med en filosofi, der afspejler både hendes kliniske baggrund og hendes erfaring fra WorldTour-sporten: Topresultater skabes gennem balance, ikke ved at dynge mere på.
”Jeg tror virkelig på idéen om balance,” siger hun. ”Præstation er en konsekvens, hvis vi skaber et stærkt grundlag. Ellers kan det fungere et stykke tid, men det er ikke bæredygtigt.”
Hun understreger også, hvor meningsfuldt det er at arbejde i en organisation, der tager den tilgang alvorligt. ”Helt ærligt er jeg virkelig stolt af at være en del af det her hold,” tilføjer hun. ”Jeg er stolt af, hvordan vi bliver bedre i alle afdelinger.” For dr. Borgia betyder den udvikling noget, fordi den understøtter det princip, hun vender tilbage til gennem hele samtalen: Når miljøet er stærkt, og systemet er sundt, bliver høj præstation ikke tvunget frem. Den bliver det naturlige resultat.
Om dr. Elisabetta Borgia: Dr. Elisabetta Borgia er leder af psykologiafdelingen hos Lidl–Trek. Hun er tidligere elitecykelrytter og italiensk mester og kombinerer klinisk psykologi med anvendt præstationsarbejde. Hun støtter ryttere og stab gennem træningslejre, løb og den langsigtede udvikling. Siden hun kom til holdet i 2019, har hun spillet en central rolle i at gøre psykologi til en fast del af holdets præstationssystem på WorldTour-niveau.
Foto: Lidl–Trek
